Det var helt tilfældigt jeg kom i tanker om, at det da egentlig burde være nemt at sy et tørklæde. Jeg er jo så absolut ikke fan af mønstre, foretrækker at sy på "slump", men trods min ikke-eksisterende matematisk-logisk intelligens, kunne jeg nemt regne ud, at jeg bare skulle købe et kvadrat og dele dette i en trekant og vupti, så har man et tørklæde (næsten)!
Jeg valgt en anden farve stof på "bagsiden", hvorved jeg kan vende tørklædet alt efter, hvilken farve jeg ønsker fremme. Og slutteligt syede jeg en pon-pom kant på. Easy-peasy, faktisk.
Et grønt/turkis tørklæde er det også blevet til. Med en helt ensfarvet baggrund og sort pon-pom kant på.
Jo jo, prinsessen skulle da heller ikke snydes for et tørklæde eller flere. En smart lille detalje er, at tørklædet lukkes med en trykknap i nakken og er derved ikke farlig at bruge under leg i forhold til kvælningsfare. Bemærk lige, hvor sikkert, flot og scenevant modellen poserer;-)
Og sidst, men ikke mindst skulle mindstemanden da også beriges med tørklæder/hagesmække. Ren win-win situation, når man endnu ikke har heeelt styr på mundvandet som to-årig og samtidig gerne vil se lidt cool ud. Vendbar model (som dog bliver smidt til vask og ikke blot vendt, når den er savlet til), ligeledes med trykknap i nakken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar