Viser opslag med etiketten syprojekt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten syprojekt. Vis alle opslag

mandag den 18. februar 2013

Sen aften-syning

Jeg E.L.S.K.E.R min ugentlige fridag. Allerede aftenen forinden nyder jeg den kommende fridag med at sy og nørkle og ordne og gå (alt for) sent i seng...
I aftes fik jeg syet en ny hus-pude til Bastians stol, i en farve der matcher de andre puder i stuen lidt bedre, end den forrige hus-pude (I kender vel godt det der med, at når man ligger i sofaen og kigger på puden og irriteres over farven,- ja, så må der jo gøres noget).
Jeg brugte rester af viskestykket fra Ferm Living til tag og dør og stoffet til selve huset og uld-bagsiden er begge fra genbrug af.

I morgen aften har jeg en aftale med min far, hvor han skal hjælpe mig med at spraymale mine nyerhvervede værkstedspendler, som skal hænge over køkkenbordet.
Farven må I vente med at se... :-)





fredag den 1. februar 2013

Pude af Ferm Living viskestykke

For en uges tid siden fik jeg et viskestykke med posten (købte den her, hvor der er fri fragt) og den neon korale piping fra Betty P.
Her i eftermiddag fik jeg syet puden, og det tog ikke lang tid at sy den. Puden fik bagside af lækker, grå uld.
Nu pynter den i min Hay Lounge stol og matcher ellers mine andre Ferm Living puder i sofaen i stuen.





onsdag den 5. december 2012

Ørnen er landet

Puderne fra Areaware er så søde, synes jeg. Men også lidt dyre...



Da jeg så et viskestykke med et fotoprint af en ørn fra Sødahl i går, fik jeg lyst til at sy min egen dyre-pude.

Jeg synes den er blevet vældig sød den lille ørn, som fint troner i stolen... (Billederne er lidt dunkle, men det er charmen ved denne årstid)



Bagsiden lavede jeg af gråt uld.


Købte forleden Kartell Componibili´en og er rigtigt glad for den. Og "rummene" blev straks inderettet af børnene, så de nu huser bøger, tegninger, spil og en traktor ;-

onsdag den 21. november 2012

Så kan han bare komme, ham Julemanden...

...for nu er julesokkerne klar!

Sokkerne til Lucca er Bastian er syet ganske hurtigt og enkelt i retro-stof med blomstret kantbånd og neonkoral hank, og er ikke for julet, men dejligt neutrale, ligesom jeg foretrækker det.

Jeg tror jeg køber Shanes julekalender til Lucca i år. Til Bastian er jeg lidt i tvivl, men mon ikke det ender med en med Cars, som han er helt og aldeles forgabt i?



fredag den 14. september 2012

Lidt bestillingsarbejde

Til en ung dame, der har brug for at kunne holde styr på telefon og nøgler...





Phone-sleeven er lavet ud fra Libbie´s DIY, som jeg sat en lille hank på, så den kan hænge på en nøglesnor og tages af og på, som man lyster og behøver.
Håber den unge modtager bliver glad for gaven;-)

lørdag den 8. september 2012

Verdens nemmeste Ipad sleeve og en lækkermus

Husets Ipad er meget populær og optaget en stor del af tiden, hvorfor faren i huset nu har købt sin egen en ekstra.

Jeg har før syet et sleeve til vores Ipad, med et ret feminint præg, så lavede i dag en mere maskulin udgave. Faktisk verdens nemmeste og hurtigste udgave i mit slave-billige, men sindsygt tykke og lækre uld. 


Den feminine vs. den maskuline udgave


Og så lige lidt billeder af den ene af husets lækkermus i sin nye, lækre cardigan.





tirsdag den 4. september 2012

En lækker lun fætter

I hvert fald på den ene side.
Det er en ny pude til samlingen, der er en lækker lun fætter. Lige nu er det dog en ret så tynd fætter, da den mangler en tyk monterings-fætter, til at fylde den ud.

Endnu en gang har jeg forsøgt mig med patchwork. Jeg har endnu ikke fundet fidusen til at ramme spidserne 100 % præcist, men næææsten.





Den lækre uld på bagsiden af puden er faktisk noget uforskammet billigt uld, som jeg har købt i den lokale genbrugs-biks. For lang tid siden spottede jeg en indkøbsvogn fuld af sprit-nye uldtæpper til blot 30 kr. Det er tyk (og tung) uld og tæppet måler hele 170 x små to meter, så man må sige det er en noget billigere meterpris, end de 150 kr., som uld ellers sagtens kan koste meteren...

lørdag den 4. august 2012

Hjemmelavede gaver, vol. 2

Min venindes pige blev 10 år forleden, og den første runde fødselsdag skulle selvfølgelig fejres med manér.
Til Emma, som fødselaren hedder, havde jeg syet et sleeve til hendes mobilos og en tilhørende nøglesnor, som hun kan tage af og på, som hun  lyster. Stoffet er retro-sengetøjet, som min kollega/genbrugspusher har foræret mig. Det samme med det lilla stof, som jeg har brugt til kantbånd.
Jeg lavede også neon øreringe til hende og havde fundet den fineste elastik med "læderstjerne" på i SG til 12 kr.
(Ihh altså, hvor har den biks mange gode, sjove og billige ting: Er ræddi glaij ved, at vi nu får en SG endnu tættere på, når der åbner en ny butik i Silkeborg)






Min egen Lucca poserer med sin nye stjerne 

fredag den 3. august 2012

Hjemmelavede gaver, vol. 1

Jeg elsker at få og give gaver. Og jeg elsker at bruge god tid på at finde eller lave den rigtige gave.
Forleden var jeg på barselsbesøg hos en sød studieveninde, som har født en skøn lille Agnes.
Til Agnes havde jeg syet et patchworktæppe, som er god på en varm dag i barnevognen, på græsplænen (hvis vi altså får mere sommer), eller som et lunt tæppe på ture i autostolen, når efteråret kommer.
Agnes fik også en fin flagranke, som hendes mor kan bruge til at pynte værelset med. Og selvfølgelig skulle moderen da også have et par nye øreringe.
Moren blev glad for gaverne, og Agnes sov trygt fra det hele, så jeg tror også hun var ganske godt tilfreds ;-)





fredag den 27. juli 2012

Ferietid = to-do tid

Jeg er typen, der altid har lange to-do-lister. Både fysiske lister, men i særdeleshed også lister i mit hoved. Weekender, fridage og ferier er tidspunkter, hvor jeg kan få streget en masse over på disse to-do-lister.

Indrømmet er jeg til tider en anelse splittet mellem, at jeg altså burde slappe af og konsultere sofaen en gang imellem, eller i det mindste gå i seng på den rigtige side af midnat, men samtidig bliver jeg rastløs af ikke at lave noget, jeg nyder rigtigt meget at være kreativ, at producere, ændre, flytte om/rundt og bare være mig selv! Og eftersom jeg ikke er huleboer, er jeg det altså af praktiske årsager bedst klokken sent, hvorfor klokken bliver mange, inden jeg går til køjs.

Vi har hygget i ferien, men jeg har også nået en del på mine to-do-lister, som jeg vil vise lidt af løbende, men jeg har bl.a. fået syet en del, lavet smykker, malet møbler, shoppet og frekventeret diverse genbrugsbutikker...








- Lidt nye øreringe til tørring på Sonja-bladet, som jeg har fået af min kollega/genbrugspusher, sammen med 10 dybe og flade tallerkner. 

- Billige honeycombs til børnene, fra Anna og Clara til den nette sum af små 10 kr. pr. styk. Jeg nåede lige akkurat at få disse, inden de hurtigt blev udsolgt. 

- Lidt ændringer på sønnikes værelse, hvor han nu har fået en klistermærke-flagranke på skabsvæggen.

- Fine porcelænsgreb fra Retrovilla til min gamle afsyrede kommode i soveværelset, som er ved at undergå en forandring ved hjælp af maling og pensel. Det tog mig lige ret så mange år, før jeg nænnede at male den arvede kommode, men den skreg til sidst efter maling.

- En sød flagranke (og nogle brødre og søstre) i retro-stof er blevet syet.

- En fin lille Facetta skål til den nette sum af blot 35 kr., købt i Bahne på Fisketorvet



onsdag den 11. juli 2012

Resultatet af en flirt...

...med Fresia!

Fresia er min symaskine, og hun er altså en værre tidsrøver.

Jeg skal i dag i den sidste aftenvagt i denne omgang, og har i stor stil skam-nydt formiddagen ganske alene, da børnene har sovet hos farmor, nu hvor institutionerne holder sommerferie-lukket.
Og som altid, når man flirter med Fresia, lader jeg mig rive med og bruger en masse tid i hendes selskab. I dag fik vi jeg syet en ny nøglesnor og et par Iphone sleeves, som jeg vil vise senere.